Vi lever i en verden fuld af forventninger, tempo og krav. Men midt i alt det findes et stille rum, hvor du kan vende tilbage til dig selv. Et rum, hvor alt, hvad du føler, er okay, uanset hvad det er – og hvor din kreativitet får lov til at flyde frit.

Måske kender du det – øjeblikket, hvor du glemmer klokken og bare forsvinder ind i en aktivitet. Hvor alt andet falder væk, og du mærker en stille glæde over bare at være. Måske kender du det ikke, men vil gerne i gang med at finde ind i kreativitet og finde flow.

I dette indlæg vil jeg tage dig med på rejsen ind i den intuitive kreativitets verden, og hjælpe dig godt i gang, så du får de bedste forudsætninger, ikke kun for at være kreativ men også for (måske) at finde selvindsigt og retning i din livsproces.

Men først og fremmest…

Hvad er intuitiv kreativitet?

Intuitiv kreativitet betyder at skabe ud fra din intuition — den del af dig, der “ved” uden at skulle tænke sig frem til noget som helst. Det at skabe intuitivt er en måde, hvor du kan lade din indre verden, følelser og impulser guide din skabende proces, og til sidst kan give dig en indsigt i, hvor du står i dit liv lige nu, måske endda fortælle dig noget om hvor du skal hen.

Vær opmærksom på, det kræver øvelse at kunne give slip, og følge sine fornemmelser.

Trin-for-trin guide – Sådan kommer du i gang

1. Skab et rum for frihed

Skab et roligt sted, både fysisk og i dine tanker. Et sted hvor du føler dig tryg nok til at kunne give slip på alle tanker om præstation og bedømmelse. Et sted hvor du føler du kan være lige præcis den du er, med det du er lige nu med alt det du end føler og sanser.
Du kan med at lukke øjnene, tag et par dybe vejrtrækninger, og sige til dig selv:

“Jeg giver mig selv lov til at skabe frit.”

Du kan også lytte til musik, eller bruge naturens ro som ramme til din fordybelse.

Jeg har selv indrettet mig et hyggeligt krea hjørne i vores stue, hvor jeg har alle mine krea ting inden for rækkevidde. Her er jeg tryg,ø. Jeg kan være kreativ og stadig være sammen med familien eller tage høretelefoner i ørerne og fordybe mig fuldt ud. Jeg har også brugt min terrasse, smækket benene op på en stol og ladet blyanten bestemme vejen.

Gør det som føles godt og rart for DIG.

2. Mærk dig selv og din krop

Kreativ intuition bor ikke kun i dit hovede.

  • Mærk efter i din krop. Du kan både gøre det siddende med lukkede øjne, eller bevæge dig feks lave en lille dans. Personligt er jeg meget glad for at lave en kort grounding øvelse, siddende på en stol med lukkede øjne og lige mærke mig selv og min krop hele vejen fra min tæer til mit hoved.
  • Tænk over ? Hvordan det føles at være dig i din krop lige nu? Lad en bevægelse eller følelse i din krop blive starten på din kreative proces.

3. Start uden plan og lyt til dine impulser undervejs

Tag det du ønsker at vær kreativ med. Det kan både være maling, papir, collage, blyant, tuscher, garn eller noget helt tredje, og begynd at skabe noget uden mål og uden mening. Lad din første indskydelse/fornemmelse vælge retningen. Slip kontrollen, og lad dig føre lige der hen hvor kreativiteten fører dig.

Undervejs vil du mærke små “impulser” — måske en trang til at ændre noget, fx farve eller form eller gøre noget helt andet. Gør det, uden at analysere hvorfor. Dette er din intuition, der taler.

4. Husk: Tag pauser for at mærke og afslut når du mærker “nok”

Stop op indimellem og spørg dig selv:

“Hvordan føles det her?”
Hvis noget føles lukket, skift retning.
Hvis det føles åbent, flyd videre.
Intuitiv skabelse handler om at følge energien, ikke planen.

Du ved, du er færdig, når du mærker en ro eller tilfredshed — ikke nødvendigvis fordi dit værk er “perfekt” eller færdigt. Det kan være en følelse af træthed, eller bare nu er det “nok”.

5. Reflektér uden kritik

Når du er færdig, kig på det du har skabt og spørg:

  • Hvad viste det mig om mig selv? Hvad fortæller det mig?
  • Hvilke følelser eller temaer kom frem?
  • Hvad lærte jeg af processen?

Dette trin forvandler din kreativitet til selvindsigt.

Vil du gerne lære mere om hvordan du kan bruge kreativitet til refleksion, udvikling og større selvforståelse ?

Bliv inspireret og læs mere her;

God fornøjelse – Lærke Emilie Hyldgaard, Kunstklatten.com