Åh nej, nu mangler den ene vante sin makker igen. Det sker hver eneste vinter, at vanterne mister sin makker, og de fleste gange bliver den sendt videre i tekstilaffald. Men nu er det altså slut med at smide de ensomme vanter ud. Med lidt kreativ snilde kan du nemt give vanterne nyt liv som flotte DIY kaktusser!
For at lave en vante kaktus skal du bruge: et styk vante, et styk paprør (fx fra toiletrullen), vat til fyld, en urtepotte, lidt sand/jord (evt lidt småsten) og pynt. Til pynt kan du fx bruge øjne, piberensere, glimmerlim, pailetter, knapper osv.


Sådan laver du en kaktus
- Fyld vanten med vat. Den skal være cirka halv fyldt op.
- Herefter sættes paprullen ind i vanten, for at stive den af. Du kan bruge snor, en piberenser, eller lim til at fastgøre vanten på din paprulle. Paprullen gør det nemt at plante din DIY kaktus i en potte.
- Fyld din lille potte med tørt sand (Tørt jord eller småsten kan også bruges) Ønsker du at pynte din potte, så er det nemmest at gøre dette, inden du fylder sand i.
- Sæt din kaktus vante ned i potten.
- Dekorer din kaktus som du har lyst. Her har vi lavet den børnevenlige udgave og dekoreret vores kreative kaktus med glimmerlim og givet den øjne og mund. Du kan også dekorere med pailetter, sy perler på, eller hvad du nu har lyst til.
- Din kaktus er færdig, og kræver hverken vand eller sol!


De her fine kreative kaktusser var super nemme at lave for mine drenge på 5 år. De klarede det meste selv, og kunne både pynte potterne, fylde dem med sand, fylde vanten med vat samt dekorere på fineste vis. De var specielt meget glade for glimmerlimen, som man nok kan fornemme. Den var også meget billig at lave. Vanterne og potten lå i skuffen i forvejen. (Den kloge har nok bemærket, at dette faktisk ikke er ensomme vanter, men fordi de her vanter var til den slidte side, og var på vej ud, så blev det dem der fik en forvandling.) Skulle man ikke have en potte liggende i skuffen, kan man også bruge bunden af en tom mælkekarton eller en plastflaske. Glimmerlim og pailletter er købt i Søstrene Grene til en 20,-.
Er du også vild med kreativ genbrug? Det er vi hjemme hos os! – og jeg deler gerne flittigt ud af vores kreationer og skøre påfund her på bloggen. Jeg går op i, at det at være kreativ, ikke behøver at koste en hel bondegård, men tænker på funktionalitet, læring og ikke mindst at både børn og voksne kan være med, og have det sjovt i den kreative proces.
Så her får du lige et par ekstra gode DIY idéer ganske gratis, og lige til at gå i gang med.
- Sådan laver du din personlige DIY Kæphest med genbrugsmaterialer
- Nem DIY robot – dekorativ og til leg
- DIY – Lav din egen Lego kunst
- 11 kreative ting du kan lave sammen med dine børn i ferien +bonusaktiviteter
God fornøjelse! – Lærke Emilie Hyldgaard, Kunstklatten.dk

Skriv en kommentar