Kæpheste eller Hobbyhorse, som det også kaldes i dag, er blevet utroligt populære både blandt børn og unge. De findes i flere forskellige udgaver, og efterhånden er det også blevet ret populært at lave dem selv. Så jeg har selvfølgelig også været i gang med at være kreativ og lave kæphest til drengene, der efter eget valg besluttede, at det skulle være en kæphest enhjørning med regnbue hår. Denne DIY kæphest er lavet af genbrug, et par hyggesokker, fyld fra en pude, der skulle smides ud, og hvad der ellers lå i hobbyskuffen. Den var nem at lave, kostede mig ikke noget, og så var den nem at give sin helt egen personlighed.

Til denne DIY kæphest skal du bruge: Et par strømper, et stykke filt (eller andet stykke stof, et stykke af en gammel t-shirt, kan sagtens bruges) en rest garn, Øjne (perler, eller knapper kan sagtens bruges) Satinbånd (til grime, her kan du ogsåbruge garn), vat (til fyld), en rundstok (en pind fra haven, kan også sagtens bruges). Limpistol, saks, nål og tråd.

  1. Først klippes og syes ørerne sammen. Se billeder ovenfor.
  2. Herefter stoppes strømpen halvt med vat eller pudefyld.
  3. Nu kan du sy ører og øjne på. De kan også limes på med limpistol.
  4. Herefter stoppes strømpen færdig, og pinden stikkes ind til hælen. Enden syes sammen om pinden, og limes fast.
  5. Nu har du din “grund” hest, og mangler kun at give den hår.
  6. Garnet måles det dobbelte af den ønskede længde (husk du altid kan klippe af, hvis du syntes det bliver for langt) og deles op i 3. Hver enkelt tot syes sammen på midten og syes på kæphesten, og klippes til. (kan limes på med lim)
  7. Herefter gives grime på. Der er mange forskellige måder at lave grime. Den nemme måde som jeg har gjort, er at bruge et bredt satinbånd/snor omkring mulen, bind knude og herefter omkring pinden, bind knude og klip.

Når du har lavet din “grund” hest, er der plads til kreativitet og fri leg.

Du kan nemt forvandle din hest til en enhjørning med et horn i panden, eller forvandle den til en Dinosaur ved at sy trekantede takker i stedet for hår og horn, hvis det er ønsket.

Du kan pynte den med perler i håret. Du kan sy blomster på den, eller hvad du ellers har lyst til. Her er mange muligheder for at være kreativ, og give “hesten” sin egen personlighed.

Kan du lide at lave og give kreativ gaver, så er denne DIY kæphest en oplagt kreativ gave mulighed til børn. Du kan finde flere spændende gør det selv krea projekter lige her —>

God fornøjelse 😉