8 år! Så lang tid siden er der gået siden jeg malede mit første store maleri hjemme i stuen. Et maleri til min dengang kæreste, og nuværende mand – og ja hans ynglingsdyr er Pandaen, så det blev pandaer der kom på maleriet. Men i den her sammenhæng er motivet ligegyldigt. Det er noget helt andet der er vigtigt….

Det vigtige i lige præcis det her maleri, er Håbet og Kærligheden.. Fordi at det nu er 8 år siden jeg var syg, sådan rigtig syg. Ikke på den der influenza syge måde. Jeg var syg i sindet. Psykisk syg. På det her tidspunkt (2014) havde jeg haft min diagnose, angst og skizofreni i 2 år, og stod midt i en lang personlig udviklingsproces. Jeg var syg, men også på vej til at få det bedre. Mens jeg stod der, var jeg slet ikke klar over hvilken recovery proces jeg stod i, eller hvilken betydning det at male og være kreativ ville få.

Det at gå i gang med male så stort et maleri var en kæmpe angstprovokerende prøvelse. På det her tidspunkt var det ret svært for mig at holde koncentrationen længere tid. Jeg blev hurtigt træt i mit hoved, og nogle dage var det stadig svært for mig at overskue at stå ud af min seng. Så det med bare at gå i gang med så stort et projekt, var virkelig stort for mig! Men det hjalp mig i gang. Det gav mig et formål i den endeløse tankestrøm omkring hvad der dog skulle blive af mig.

Det var her jeg lærte at det male kan give mig ro i hovedet. Jeg kan slå tankerne fra, eller lade dem flyde med ind i maleriets mange farver. Når jeg maler kan jeg tillade mig selv at være i nuet og flyde med det der er og det der kommer er en befrielse.

“Jeg er ikke kreativ”

“Jeg kan slet ikke male eller tegne”

2 sætninger jeg hører ofte. Når man bruger det kreative element i sin personlige udvikling, så behøver du ikke at kunne andet end tændstikmænd. Du behøver ikke at kunne male eller tegne så det ligner noget som helst. Øvelse gør mester, men det handler ikke om at være dygtig. Det handler om at skabe og lade sig flyde med. Måske bliver det set med dine egne øjne grimt, men det gør ikke noget. Det handler om processen derhen. I den proces er der flere muligheder.

Du kan vælge et motiv, som jeg gjorde – Det giver dig en udfordring – herunder vil jeg dog understrege at det er vigtigt at du sætter dine egne forventninger ned. Specielt hvis det er første gang du maler. At kunne male og tegne ting, så det nærmest ligner et fotografi, kræver virkelig meget øvelse, tid og tålmodighed! JA der er vidunderbørn der bare kan, det ved jeg godt, men min pointe er, at det vigtigste – uanset om du vælger at male ud fra fotografi eller ej – er at du nyder processen. At du tillader dig selv at give slip. For mig har det virket godt at sætte musik i ørerne og “nøjes” med at vælge max 3 farver ud. 3 farver som jeg vælger omhyggeligt ud efter hvordan jeg har det og hvilket humør jeg er i. Om du starter med et lille eller et stort maleri er ikke så vigtigt. Bare prøv at mærke efter hvad du har mest lyst til, og stol på processen.

I dag ser det sådan her ud, og jeg har malet en del malerier senere, og er kommet langt i min recovery proces. Og selvom det her ikke er en af mine bedste malerier, så er det et af de malerier som jeg er mest stolt af. Ikke fordi det er et af mine bedste værker, men fordi den proces jeg var igennem, da jeg malede det, tog mig et skridt længere ind i den recovery proces, der lærte mig at omfavne min psykiske sårbarhed som en del af mig. Jeg er stolt af hele det som maleriet repræsentere for mig. Kærligheden til min mand, og kærligheden til kunsten og min recovery.

Vil du gerne vide mere om hvad det kreative kan gøre for din personlige udvikling? Så kan du blive inspireret her: